Rockkoret

rockkoret2013Rockkoret startede i 1983 som en fortsættelse af et gymnasiekor på Tårnby Gymnasium. Eleverne ville ikke stoppe med at synge sammen bare fordi skolen stoppede, og sammen med musiklæreren, Thomas Olorenshaw, startede Sangforurening, som heldigvis hurtigt skiftede navn til Rockkoret. I begyndelsen optrådte koret ofte med band og med arrangementer af tidens ørehængere indenfor populær musik.

Rockkoret har siden den spæde start udviklet sig til det vi er i dag: et ambitiøst amatørkor.

Rockkoret synger a cappella versioner af populære pop og rocksange. Vi sammensætter repertoiret ud fra hvad vi selv har lyst til at synge. Alle vores sange er derfor arrangeret specifikt til Rockkoret af korets dirigent eller bestilt hos dygtige arrangører. Det giver publikum en unik oplevelse, når de er til koncert med Rockkoret.

For tiden synger vi fx sange skrevet af Peter Gabriel, Ed Sheeran, D-A-D, Joni Mitchell, Meghan Trainor og Imagine Dragons.

I fuld besætning består Rockkoret af over 30 sangere fordelt på 8 stemmer.

Selvom udgangspunktet er en ambitiøs tilgang til korsang, så betyder det sociale også meget. Vi hygger os sammen – både før, under og efter korprøverne og på de to årlige korweekender.

Rockkoret er et resultat af sangernes og dirigentens engagement og indsats. Igennem tiderne har vi været heldige med at have haft nogle dygtige dirigenter, der har formået at virkeliggøre vores ambitioner og løbende at højne vores niveau:

  • 2007 – Christian Berg
  • 1999-2006 Jakob Grove Madsen
  • 1993-1999 Jakob Hoegsbro
  • 1991-1993 Jens Trygve Dreijer
  • 1983-1990 Thomas Olorenshaw

Rockkoret drives som en selvstændig forening med egne vedtægter og bestyrelse. Rockkoret er medlem af Kor72 og er registreret som frivillig forening med CVR-nummer 30018656.