Plakat Rockkoret og Postyr

Køb billetter i forsalg på Billetto eller på dagen i døren.

PRESSEMEDDELELSE:

MODSÆTNINGER MØDES OG STOR VOKALMUSIK OPSTÅR

Dobbeltkoncert med Rockkoret og Postyr
Kulturhuset Indre By
lørdag 11. december 2010 kl. 19.00.

Billetter koster 100 kr. og kan købes i døren eller via www.rockkoret.dk.

Postyr og Rockkoret er på mange måde hinandens diametrale modsætninger. Postyr er en århusiansk kvintet, Rockkoret er et københavnsk rytmisk kor med over tredive sangere. Postyr blev etableret sidste år, Rockkoret nærmer sig de tredive år. Postyr er professionelle sangere, Rockkoret er ambitiøse amatører. Postyr synger fortrinsvis egne kompositioner, Rockkoret prøver kræfter med kendte sange. Postyr bruger pedaler og effekter, Rockkoret er den rå stemmes kraft.

Men både Postyr og Rockkoret mangler dog én ting – instrumenter!

Det vil derfor med garanti ende med et brag af en a cappella aften, når Postyr og Rockkoret tørner sammen fra hver sin ende af skalaen.

Postyr udspringer af det kendte århusianske kor Vocal Line, den prisvindende vokalgruppe Vox 11 og Det Jyske Musikkonservatorium.

Postyr blev stiftet i oktober 2009, og medlemmerne var fra begyndelsen ivrige efter at udfordre a cappella genren i forhold til både repertoire, forstærkning, brug af elektronisk udstyr og den visuelle del af koncerterne.

Medlemmerne i Postyr arbejder alle fem som professionelle sangere, dirigenter, arrangører og sanglærere og har optrådt med internationale navne som Bobby McFerrin, Roger Treece, The Real Group og Maybebop og danske navne som Mads Langer, Julie Maria, TV-2, og Etta Cameron.

Repertoiret består af egne kompositioner og enkelte covernumre udarbejdet specielt til Postyrs særlige klangunivers og er bl.a. inspirerede af den ærlighed og skrøbelighed, man kan høre hos amerikanske singer-songwriters, af drive’et og energien fra triphop og dance og af avantgarde-poppens og den elektroniske musiks stemningsfulde lydlandskaber.

For mere information om Postyr se www.postyr.nu

Rockkoret er et københavnsk rytmisk kor, der insisterer på at være sig selv. Med stemmen som eneste instrument afsøger Rockkoret grænserne for korsang med egne kraftfulde udgaver af nye sange og tidløse hits fra de seneste 30 års pop/rock. Rockkoret vælger sine sange af lyst og ikke ud fra hvad der allerede er skrevet for kor. Af princip er alle sangene på repertoiret derfor arrangeret specielt til Rockkorets 35 sangere fordelt på otte stemmegrupper.

Da repertoiret afspejler kormedlemmernes musiksmag spænder det endvidere ganske bredt. Koret mestre såvel sarte sfæriske arrangementer i en umiskendelig nordisk stil som mere hårdtslående numre i amerikansk tradition. Uafhængigt af genre leveres sangene altid med engagement og gejst.

Rockkoret bliver dirigeret af Christian Berg, der er uddannet på det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

For mere information om Rockkoret se www.rockkoret.dk

{phocadownload view=file|id=57|text=Plakat|target=s}